Dimissionsfest tirsdag d. 24. juni

Torsdag d. 26. juni 2014

 

Aftenen begyndte kl. 18, hvor elever og forældre fik serveret velkomstdrink. Da alle var kommet bød Marianne velkommen og vi gik til bords. Vi startede med at synge: 'Danmark nu blunder den lyse nat', og det var tydeligt at høre, at der lå 10 års morgensang til grund. Det lød skønt. Derefter skulle vi spise. Middagen, som til en forandring var bestilt udefra, var en stor buffet, som skulle vise sig at blive velbesøgt.

Kaspers mor havde lavet et diasshow, der kørte under middagen og sikke nogle søde små børn, der tonede frem. Det var et diasshow, der gav et godt billede af dimittendernes skoletid her på Høve Friskole.

Jeg var den første til at holde dimissionstale. Herefter gik ordet videre til Tove, som havde klassen dengang de blot var Bernies, som hun kaldte dem. Marianne fik ordet og talte om klassen, som hun overtog efter Tove. Det var nogle dejlige taler og jeg synes bestemt, jeg hørte et par snøft undervejs.

Efter middagen skulle 9. klasse have taget billeder ude foran skolen og da de kom ind i salen igen, stod alle lærere og forældre klar med et medley over Greasesange, som Vibeke havde skrevet tekst til. Det lød ret godt og prikken over i’et var da Ehler brød ud i Saxofonsolo. På kazoosaxofon. Det vakte jubel!

Ude i køkkenet knoklede Anni, Bjarne og Hans på højtryk hele aftenen, så det var ikke meget vi så til dem. Da sangen til 9. klasse var færdig, havde isdesserten fundet vej til buffeten sammen med kaffe og chokolade. Der blev snakket lystigt på kryds og tværs og rundt om bordet og delt gamle minder og håb for fremtiden.

Skolebestyrelsesformanden Peter holdt også tale både til forældre og børn og sluttede af med et citat af Kierkegaard: Fordringen er ikke at være dette eller hint, men at være sig selv. Og kan man være det – og det tror jeg denne flok unge mennesker kan – så er man kommet langt.

Efter talen begyndte aftenens mere formelle del – overrækkelsen af prøvebeviser. Jeg er meget stolt og glad for at jeg fik lov til at overrække dem sammen med Marianne, som delte roser ud. Det var noget helt særligt at få lov til at overrække resultaterne af deres hårde arbejde og se glæden i deres øjne. Stolte forældre stod klar til at forevige øjeblikket og da alle havde fået overrakt bevis og stod side om side udløste det en helt paparazziagtig stemning med blink og blitz. Som sagt er dimissionen noget helt særligt. Et stort kapitel i både de unge menneskers og forældrenes liv er sluttet og nu venter verden lige rundt om hjørnet.

9. klasse havde skrevet en rigtig krittevittevit-bum-bumsang til og om alle de voksne på skolen, som de sang for os. Det var en god sang godt fremført af de sødeste gladeste unge mennesker.

Aftenen sluttede af med at lærerne sang den gamle Lars Lilholtklassiker Held og Lykke! Som i dagens anledningen var krydret med citater Marianne, Neel og Tove fremsagde mellem versene og da folk forlod salen og fandt deres biler, var det i lyset af den smukkeste solnedgang, jeg længe har set.

Der er billeder fra Dimissionsfesten i vores galleri.

 

Tak for en dejlig aften!

Gunvor

 

Copyright © 2015

Høve Friskole, Veddingevej 4, 4550 Asnæs, Telefon 59 65 06 10 / 22 16 90 86